Transparente Blanche æble (Augustæble)
Transparente Blanche stammer oprindeligt fra Riga i Letland. Er dannet som en frøplante i 1800. Sorten kendes også under synonymerne Augustæble, Vitt klaräpple, Klarapfel, White Transparent.
Transparente Blanche har været kendt i Danmark siden 1875. Sorten har været udbredt dyrket som et tidligt madæble.
Frugten er temmelig stor med normalt langstrakt form og mere eller mindre tydeligt fremtrædende kanter. Meget varierende i form. Grundfarven er grøn og bliver ved modning mellem hvidgul og gul.
Æblet skal helst bruges før det er modent og kan fra sidst i juli bruges som et syrligt madæble. Det er mindre egnet som spiseæble, da det for de fleste er for syrligt som spiseæble, før det bliver modent, og når det først er modent, er det kedeligt og melet.
Træet er kraftigt voksende med opadgående grene og bred krone. Sorten starter tidligt med at bære frugt og er normalt meget rigtbærende. Har en moderat, sund vækst.
|